Evaluering, lessons learned eller blot erfaringer - om krigen i Afghanistan

​I Norge og Danmark er der på nogenlunde samme tid blevet offentliggjort rapporter om krigen i Afghanistan. Det kunne have været to rapporter der supplerede hinanden - imidlertid gør de det kun til en vis grad. Det skyldes de meget forskellige udgangspunkt. Den norske rapport skulle "... evaluere og trekke lærdommer av Norges sivile og militære innsats i Afghanistan...", hvorimod den danske rapport skulle være en "...erfaringsopsamling vedrørende den samtænkte danske Afghanistanindsats fra 2001 til og med 2014. Formålet med erfaringsopsamlingen vil være at anvende vores erfaringer fra Afghanistan bedst muligt i fremtidige indsatser." Den danske rapport skulle således ikke evaluere, men kun finde erfaringer, der skulle bringes videre.

I Danmark har der været en ganske stor debat om evalueringerne af de sidste 15 års krige i Irak og Afghanistan. Der var oprindeligt et stort flertal for deltagelse i krigen i Afghanistan, mens der kun var en meget lille flertal for deltagelse i krigen i Irak. Socialdemokraterne støttede i 2003 ikke den siddende regerings ønske om deltagelse i krigene sammen med USA. Da krigsdeltagelsen var vedtaget, bakkede socialdemokraterne op om soldaterne, men selve krigen havde man det svært ved. Det har sat sig spor i dansk sikkerhedspolitik, og har medført, at den senere socialdemokratisk ledede regering sørgede for, at der blev igangsat en undersøgelse af den danske deltagelse i Irak-krigen med fokus på dens lovlighed og eventuelle lovbrud under krigshandlingerne. Kommissionens arbejde blev stoppet af Venstre, da det igen kom til magten i 2015.

Dette har påvirket udformningen af den danske Afghanistan rapport og det har medført, at man nu i Danmark skal have en

"... uvildig udredning af det historiske forløb i forbindelse med Danmarks militære engagement i Kosovo, Irak og Afghanistan med henblik på at kortlægge baggrunden for de politiske beslutninger om dansk deltagelse og sikre en retvisende beskrivelse og læring for eftertiden."[1]

Det betyder, at man i Danmark nu i løbet af to år får en historisk og politologisk redegørelse for de krige Danmark har deltaget i siden begyndelsen af 1990'erne.

Og så kan man spørge sig selv, hvad står der så i den lige offentliggjorte rapport. Rapporten er i tre dele. En udarbejdet af DIIS om "Internationale erfaringer med samtænkning i Afghanistan", en af konsulenthuset Landell Mills om "Udviklingssamarbejdet i Afghanistan" og endelig en rapport fra Forsvarsakademiet om "Danske erfaringer med stabiliseringsprojekter og CIMIC". Alle rapporter er på Udenrigsministeriets hjemmeside. Denne opbygning med tre meget specialiserede rapporter gør, at der ikke er en overordnet evaluering på det politisk-strategiske niveau af den danske indsats i Afghanistan.

Imidlertid kom den danske udenrigsminister Kristian Jensen og den danske forsvarsminister Peter Christensen med nogle overordnede kommentarer ved præsentationen af rapporterne. Disse kan sammenskrives til følgende:

Udenrigsministeren:

1. Danmark har gjort en forskel i Afghanistan med konkrete positive ændringer til følge.
2. Der er fortsat problemer i Afghanistan, som ikke kan løses på kort sigt.
3. Vi skal lære af indsatsen i Afghanistan og andre steder. Det betyder, at vi i fremtiden skal have en indsats på to ben i form af såvel hård sikkerhed og som blød udviklingsbistand.

Forsvarsministeren supplerede og sagde, at

1. Vi skal dele og lære af erfaringer - hvilket skal forstås helt generelt, når Danmark er i internationale operationer.
2. Ikke alt har fungeret – sådan er virkeligheden.
3. CIMIC har fungeret.
4. Risikovillighed er nødvendig i international indsats – ellers kan man ikke flytte noget.

På udenrigsministeriets hjemmeside kan man læse en lidt længere kommentar fra de to ministre.

Tilbage står man med et indtryk af en indsats, der har været hård. Den kostede 43 mand livet, den kostede meget store ressourcer, og hvis der var mål, blev de kun til en vis grad opnået. Tidligere forskning har vist, at Danmark ikke fik nok ud af sin indsats på det politisk strategiske niveau. Danmark formåede i henhold til forskningen ikke at bruge den hårde indsats i Afghanistan til at få en større indflydelse i Washington. Nu afventer vi den historiske undersøgelser, der forhåbentligvis giver et indblik i beslutningerne op til, at Danmark gik i krig, de strategiske valg og det beslutningsgrundlag, der var.

Lars Bangert Struwe er generalsekretær i Den danske Atlantsammenslutningen. Du kan lese mer om han her.

[1] http://justitsministeriet.dk/s...